Som studerende i Grønland har min danske baggrund præget mit pædagogiske arbejde, på en meget blandet måde.
Danskere og grønlændere tænker grundlæggende ens, men der er dog nogle meget generelle og vanskellige træk , som kan være sværer at få til at spille sammen. F.eks er vores forhold til mødetider meget forskellige. Mange kommer konstant for sent – gernerelt er de aldrig nogen steder før tid – og det har ingen konsekvenser. grønlænderne har også mange “sygedage”. De har dog fået lært dem at ringe at melde sig syge i Kanaartaq, så de kan ringe efter en vikar, hvilke der bliver brugt rigtig mange af. Men ved at der på mange andre arbejdsområder er store problemer med at folk ikke ringer, men bare bliver væk. F.eks. har jeg kendskab til et håndværker firma heroppe der ville prøve at lave en afdeling kun med grønlændere, men de kom hurtigt på andre tanker, da de så aldrig fik lavet noget… Grønlændere har slet ikke den samme møde mentalitet, som vi har i Danmark. Det har til tider været svært for mig at forstå og accepterer, da det er meget frustrerende at man aldrig kan planlægge en dag frem, for du ved ikke hvem der kommer på arbejde og hvornår. der er hele tiden (nye) vikarer og det er hårdt både for børn og personale.
Opholdet som studerende i Grønland har trods alt – eller på grund af – udviklet mig til at være mere selvstændig og at man ikke skal give op bare fordi der mangler personale eller fordi man misforstår hinanden. Sproget har nemlig været den største barriere men også det bedste der er sket for min personlige udvikling. Børnene er ligeglade med hvad sprog man snakker, hvis blot man tør være sig selv og være til stede i nuet, både over for børnene og ens kollegaer. Hvis børnene kan mærke at man gider dem og er der for dem, så betyder sproget intet. Tværtimod har jeg et eksempel på en grønlandsk medhjælper som, efter min mening ikke er der på børnenes præmisser og dermed ikke har den sammen kontakt til børnene, selvom de taler samme sprog.
Jeg er meget positivt overrasket over mig selv og hvordan jeg har reageret i disse fremmede forhold. Jeg har ihvertfald lært at turde tro på mig selv, stå fast ved mine ideer og meninger og at sproget ikke sætter en stopper for ens gode ideer og intentioner. Jeg har virkelig måtte hive nogle ressourcer frem som jeg ikke selv viste jeg havde og dermed lært rigtig meget om mig selv og hvad jeg kan.
DET ER SUPER FEDT OG KAN KUN ANBEFALES AT TAGE I UDENLANDSPRAKTIK!
